Tvang til omsorg
Den stakkels lille kalv var virkelig et sørgeligt syn. Hun havde blødt, og fluerne svirrede rundt om hendes sår. Hun var dækket af snavs og trængte desperat til at blive badet. Da Plucas tog hende med ind i huset, huskede han: «Hun var udsultet, beskidt og trist, og hendes pels var angrebet af fluer.»
Problemet var, at Plucas ikke havde nogen anelse om, hvordan man skulle tage sig af et dyr som dette. Han var usikker på, hvordan han skulle pleje hendes sår, men han vidste, at han måtte hjælpe hende. Han havde måske ikke viden, men han stolede på, at hans medfølende natur ville gøre det rigtige.
Ringer til nogle venner
Det eneste, Plucas kunne finde på at gøre på dette tidspunkt, var at bede om hjælp. Han tænkte, at hans venner måske vidste mere om dyret end han selv og måske kunne give ham nogle råd om, hvordan han skulle tage sig af hende.
Desværre var hans venner mindre medfølende end han selv. De rådede ham til at afvise dyret og satte spørgsmålstegn ved hans beslutning om overhovedet at tage hende ind. «Det er ulovligt, sagde den ene. «Du bør ikke gøre det. Lad naturen tage sig af det.»
Det fik Plucas til at foretage endnu et opkald.
